Monday, March 15, 2010

Similan, Koh Bon, Koh Tachai og Richelieu Rock trip

Thailand den 28. februar til den 4. marts

Similan, Koh Bon, Koh Tachai og Richelieu Rock trip.

Mig og 4 venner fra Danmark og en irer tog med Andaman Divers på denne tur. Vi kørte til Tablamu med minibusog sejlede derefter til Similan hvor vi var kl. 2 om natten.
Den 1. marts havde vi første dyk på Anitas Reef mellem ø nr. 5 og 6. Det er et nemt check out dive så man lige ka checke om man har den rette mængde bly på og ens øvrige udstyr funker...
Jeg tog 5 kilo på, 4 på bæltet og en i BCDen så jeg havde noget at gi af hvis nogen i min gruppe havde brug for lidt ekstra. Jeg dykkede med Søren og Tony mens Johnny dykkede med Troels og Martin.




1.dyk kl. 8 om morgenen gik fint, dejligt nemt skrånende rev på østsiden med masser af gevir koraller og fin sandbund hvor de blåplettede rokker lå og hyggede sig. 25m. i 43 min.

2.dyk kl. 11 kunne jeg nøjes med 4 kilo og vi dykkede nu på East of Eden på østsiden af ø nr.7. Osse et rigtigt hyggedyk med skrånende rev med gevir koraller masser af fisk store koralblokke med blødkoraller i blå, gul, rød og hvide nuancer. 25m. i 42 min

3. dyk kl.14:30 var på West of Eden hvor vores turleder Etsuko fra Japan fortalte os at man kunne finde en frogfish på 13m. Dybde.

4. dyk kl. 17:30 var ved ø nr. 4 ud for Honeymoon bay. Så en stor muræne.

Næste dag stod den på lidt mere spændende dykning hvor

1. dyk var på Elephant Head Rock som ligger mellem ø nr. 7 og 8. Dette sted består af store granitblokke som ligger oven på hinanden på kryds og tværs som skaber nogle fantastiske buer og gange som man kan svømme igennem. Vi dykkede ned til 40m. for at lede efter leopardhajer og hvidtippede revhajer, men da vi nåede 30m. dybde mødte vi et meget koldt springlag og strømmen tog til og sigten blev reduceret til 10m. Og da vi nåede 40m. var der stadig dårlig sigt så vi fortsatte langsomt op mod de 25m. hvor vi endelig kom igennem det kolde springlag og kunne ta den lidt mere med ro. Masser af fisk omkring og under de store granit blokke.

2. dyk var på North Point ud for ø nr.9 hvor der osse er er store granitblokke i 40 til 13m. dybde. På lavere vand er der et omfattende koralrev som hovedsagligt består af gevirkoraller. Go chance for at se skildpadder her.

3. dyk var på vestsiden af Koh Bon. Så vi havde nu forladt Similan øerne for at sejle længere nordpå mod Koh Bon og Koh Tachai. Her på Koh Bon er den store attraktion Manta rokker som er tiltrukket af denne klipperyg som strækker sig fra overfladen og ned til 30- 40m. Her bliver mantaerne renset af pudsefisk som napper parasitter og død hud. Dette fænomen kaldes osse en ”cleaning station”. Men det gælder om at være tålmodig og om være på det rette sted på det rette tidspunkt. Det var først de sidste 10min.af dykket vi var så heldige at en manta på 4m.i diameter svævede majestætisk i mod os og stoppede op 3 m. fra os for at blive renset af pudsefiskene. Rainbow runners fulgte med på frihjul. Sikke et syn, det ka jeg aldrig blive træt af at se på selvom jeg har mere end 4.000 dyk. Langs klipperyggen er der osse mange bløde koraller i violette og hvide nuancer. Inde imellem revner og huler i klipperyggen er der store sværme af glasfisk og vi så osse 2 napoleonfisk. Altid et dyk værd her.

4. dyk var på Koh Tachai reef på østsiden. Dejligt afslappende revdyk hvor vi så 2 leopardhajer og masser af revfisk i alle regnbuens farver.

3. dag tog vi videre til Richelieu Rock som er en klippe midt ude i ingenting som ligger endnu længere nordpå mod grænsen til Burma. Kun det øverste af klippen rager en meter op over overfladen ved lavvande, mens resten af den hesteskoformede klippe fortsætter under vandet ned til 30m. dybde hvor der en svagt skrånende sandbund. Denne undervands klippeformation er en sand fiskemagnet, både m.h.t. revfisk og ”pelagics” d.v.s. arter som lever og bevæger sig i de frie vandmasser. Så det gælder om at ha et øje på hver finger her for hvis man er for optaget af at kigge på revet ka det være man misser den hvalhaj der lige kom forbi ude i det blå. Kæmpe stimer af Jackfish, Trevallies og Chevron Barracudaer. Det er vitterligt som at dykke i et akvarium. På klippen ka man være så heldig at spotte søheste, frogfish, ghostpipefish, muræner, pudserejer, harlequinrejer, flere arter af klovnefisk, cuttlefish og i sprækker og hulrum pænt store havaborrer. Der var ingen tvivl om at vi ville bruge hele dagen og dermed 4 dyk her.


Sidste dag dykkede vi på Koh Tachai south reef som er et rev formet lidt som en osteklokke i den øverste del, d.v.s fra 10m. som er toppen af revet og ned til 20m hvor store granitblokke tar over. Goe muligheder for leopardhajer her. På den vestlige del af revet flotte viftekoraller og bløde koraller i røde, gule og orange nuancer. Så osse en pænt stor Barracuda.

Sidste dyk blev endnu et dyk på Koh Bon men desværre ingen manta denne gang, men stadig masser at kigge på.

Skrevet af Jørgen Kam med 10 års erfaring med dykning i Thailand...

No comments:

Post a Comment